Trut og Tramp
Med Rebecca Arthy og Ida Marie Tjalve (Danmark)
I værkstedet Trut og Tramp kan du lave din egen elefant, inspireret af Haithi, den store vandrende dukke, der besøger Puppet Junior samme dag.
Elefanten er et stort og meget intelligent dyr med megagod hukommelse! Og så kan den kan trutte og trampe og vinke med sine ører. Der er også elefanter, som kan flyve, og der er dem, der kan danse, nogle kan være bittesmå og andre kæmpestore. Nogle er lyserøde, nogle helt grå og andre helt ternede!
I Ida og Rebeccas workshop kan du slippe fantasien løs, og lave din egen elefant. Måske har du den perfekte snabel af en støvsugerslange eller de bedste ører, man kan røre, liggende hjemme hos dig selv - bare tag det hele med, og ellers er der masser af natur- og genbrugsmaterialer i biksen.
Ida og Rebecca glæder sig til at lave elefanter sammen med jer - Trut!
Torsdag d. 13. juni kl. 9-13 på Utterslev Torv
Fredag d. 14. juni kl. 9-13 i Remiseparken
Lørdag d. 15. juni kl. 10 – 16 i Kulbaneparken
Søndag d. 16. juni kl. 10 – 16 på Musiktorvet
Aldersgruppe alle
Værkstedet afholdes i alle bydele
Rebecca Arthy er uddannet arkitekt, for dér kunne man tegne og bygge modeller. Det gør hun også nu - bare med teaterdukker, for de er meget sjovere, og kan laves af næsten hvad som helst. Rebecca har lavet dukker i alle størrelser og lavet workshops for børn, unge og voksne. Så er hun forperson for Unima Danmark, som er en NGO for international dukketeater sammenslutning, der ønsker at skabe fred i verden og dukketeaterkunst for alle.
Ida Marie Tjalve har for meget lang tid siden studeret animations- og objektteater på London School of Puppetry – men hun er mest et stort legebarn og er bl.a. tilknyttet Den Røde Drage og Dragekompagniet som udøvende ”dragepasser”. Den Røde Drage og Dragekompagniet laver hyggelige, sjove og spændende kulturelle aktiviteter for børn i alle mulige sammenhænge – bl.a. på Rigshospitalet.